Brunhoved
Som det kan ses på kortet, ligger Brunhoved på nordøst møn. Når man kommer ned til kysten fra parkeringspladsen, ligger brunhoved til højre. Jeg fisker typisk med langtkastende gennemløbere samt bombarda og flue på denne plads. Jeg har taget fisk på denne plads gennem hele året, dog er forårs månederne bedst, men som vinterplads fisker brunhoved udmærket. Man kan næsten altid slide sig til en fisk på denne plads, men nogle dage kræver det virkelig hårdt arbejde før fiskene er fundet.
Bundforhold
Fra nedgangen ved parkeringspladsen og ud til selve Brunhoved varierer vanddybden en del. Der er områder med rimeligt lavt vand med mange sten og vekslende vegetation. Ude ved brunhoved strækker revet sig ud i vandet. Der er god dybde, på begge sider af revet. Jeg har taget flere gode fisk på den østlige side af brunhoved.
Vejrforhold
Ved kraftig østenvind bliver vandet mælkefarvet af kalk fra klinten, dette Bevirker at fiskeri er umuligt. Ved længerevarende kraftig vind fra vest og nordvest kan fiskeri på strækket blive besværliggjort af drivende ålegræs. Problemer med ålegræs opstår oftest om efteråret. Pladsen fisker efter min mening bedst når vinden står i vest/nordvest og ikke er for kraftig.
Arter
Der kan fanges havørreder ved brunhoved hele året. I løbet af foråret indtager hornfisken også denne plads. Jeg har sporadisk fanget torsk på denne plads. torskene har jeg taget fra selve Brunhoved og så øst på.
Tips til fiskeri ved brunhoved
På strækket fra nedgangen til stranden og mod brunhoved er der flere områder med sten og tangbælter som er værd at affiske. Man kan få sig et godt overblik over placeringen af spots på dette stræk ved at stå oppe på skrænten og, se ud over vandet med et par polariserende briller.
Vinter og tidligt forår kan fiskeri med bombarda og flue give fisk på dage hvor alt andet glipper. Jeg plejer at fiske med en synkende bombarda og fluer i krasse farver med et forfang på ca. 4 meter.
På det lavvandede stykke kan der vades rimelig langt ud, hvis man kan finde ruten. Læg kastene på langs med kysten og affisk kanterne af tangbælterne.
Når der fiskes over dybt vand kan mange og lange spinstop virkelig gøre en forskel. Her er gennemløbere som snurrebassen eller fladbukken virkelig effektive.