Giv aldrig op

Jeg har modtaget følgende fangstberetning fra Henrik Reiter:

MAN MÅ ALDRIG GIVE OP!

Men jeg var da lige ved i dag. Efter at have besøgt flere pladser uden resultat ankommer jeg uden gåpåmod på dagens spot. Jeg vader først godt ud på et rev for at slippe for ålegræs. Det giver hurtigt 2 undermålere, men der sker ikke mere. Jeg fisker i flere timer uden at mærke det mindste. Jeg møder tre fluefiskere der heller ikke har mærket noget i flere timer. Derfor bruger jeg en times tid på at lede efter rav, og jeg finder da også to små stykker. Mens jeg går mod bilen, som jeg har bevæget mig langt væk fra i min søgen efter fisk, begynder det at regne og blæse. Derfor stiller jeg min stang fra mig og begynder at folde hætten frem.

Imens jeg står og tager hætten på kigger jeg ud på vandet. Og hov, hvad var det! Var det jagende fisk under 10 meter ude? Fat i stangen og et kort kast ud i suppen. Da bombardaflåd og flue lander koger det hele og måske 5-7 fisk slås om at tage fluen. Bombardaflådet får også lige et par hug, fantastisk! et bette spinstop og fast fisk i første kast, 53 cm og stålblank. I løbet af de næste 5-6 kast lander jeg tre fisk som alle er over målet(45-47 cm). Næste hjembragte fisk på 60 cm hugger som fisk nummer fem og gav en hidsig fight på det lave vand. I løbet af den næste halve time lander jeg yderligere syv fisk over mål. Jeg genudsætter den alle på nær en enkelt på 61 cm som jeg ikke kunne stå for.

Dagens sidste og bedste fisk bed som den eneste længere fra land. Under første Kast ud i området når fluen ikke engang at lande på vandet før der vitterligt hopper en fisk ud af vandet og tager fluen i luften, det var sku et vildt tilslag med bombarda flåd og Line i luften, selvfølgelig ryger den af… I andet kast på samme sted, bliver fluen jagtet vildt, med store trykhuller i vandet bag fluen. Spinstop, og stangen bliver trykket i bund. Skal jeg gi modhug? Øhhhh… Der er allerede fuld gang i en vild fight. Sikke en drømme fisk. Den kunne sgu trække mig træt, men heldigvis vandt jeg til sidst. 71 cm og 4095 gram!

Da forbindelsen røg

Da forbindelsen røg

Da jeg mødte på arbejde i morges, var jeg knap nok kommet ind af døren før jeg fik fortalt at internet, telefoner og hele det interne netværk var nede. Var dette sket for seks år siden, var jeg med sikkerhed blevet spærret inde i serverrummet indtil jeg havde fået tingene op at køre igen. Som socialrådgiverpraktikant har jeg intet med IT, netværk og telefoner at gøre, så i stedet for, at skulle begynde på fejlsøgning osv. kunne jeg starte dagen med morgenmad og en kop kaffe med mine kollegaer. Der gik ikke længe før vi fik fortalt, at nedbruddet skyldes et overgravet fiberkabel og reparationen ville tage mindst otte timer. Efter morgenmad og kaffe valgte jeg, at køre hjem.

På vej mod toget ringede en af mine gode fiskekammerater. Det tog os ikke mage sekunder at aftale en tur til Stevns. Han havde fri og jeg var på vej hjem og klokken var ikke mere end 10. Det blev aftalt at han skulle hente mig. Hjemme skyndte jeg mig, at pakke mine ting og skifte tøj. Da vi kørte gennem Køge på vej mod Stevns, var det under en time siden jeg forlod min arbejdsplads i selvsamme by. På sin vis er det tankevækkende, at en eller anden gut i en gravemaskine er i stand til, at sætte store dele af en kommunal forvaltning ud af spillet ved, at grave et fiberoptiskkabel over. Samtidig finder jeg det underholdende, at jeg for under en time siden kørte fra Køge i min kommunale ”samtalehabit” og nu kører gennem byen igen klædt som fiskebums.

Da vi ankommer til dagens fiskeplads kan vi hurtigt se, at der er en del andre lystfiskere på pladsen. Eftersom jeg har min hund med på turen, beslutter vi os for at give pladsen en chance på trods af alle de andre lystfiskere. Jeg har endnu ikke fået lært min hund, at den skal blive på land når jeg vadefisker, så pladsvalgmæssigt skal det være et sted hvor jeg kan fiske fra land.

Vi har ikke stået på stranden mange minutter før fiskeren til venstre for os lander en pæn fisk. Vi beslutter os for at gå nordover og affiske et par rev samt områder med dybt vand. Efter en times fiskeri får min makker en fin tyk fisk på 43 cm.

Jeg affisker revet og det dybe område igen, men mærker eller ser intet. Min makker er i mellemtiden gået endnu længer mod nord. Jeg beslutter mig for at fiske tilbage mod P-pladsen. Da jeg kommer til den sidste pynt inden opgangen fra stranden kan jeg se, at der står en fisker med fleks på klingen. Han mister dog fisken et par meter fra strandskyllet. Da jeg går forbi ham fortæller han, at det var en fisk på små to kilo som smuttede. Han har dog allerede to mindre havørreder i tasken på stranden. Hunden og jeg går 100 meter ned af stranden for, at blive der indtil min makker kommer retur. I løbet af den næste halve time fanger lystfiskerne som smed fisken på de to kilo yderligere to fine havørreder.

Lige inden mørket begynder, at presse sig på kommer min makker gående med endnu en havørred. Vi fisker et kvarter til, hvor han mister en fisk. Status for dagen er, at vi har set seks fisk blive fanget af andre. Min makker har selv fået to og mistet to. Personligt har jeg for en gangs skyld blanket 100%, hvilket bestemt ikke passer mig særlig godt.

Med mit eget resultat i tankerne, havde det været bedre hvis manden i gravemaskinen ikke havde ødelagt fiberkablet og jeg havde haft en helt almindelig dag på kontoret.

11 fisk på en time

11 fisk på en time

En af mine gode fiskekammerater og jeg var taget til Møn for, at se om vi ikke kunne overliste et par af øens blankfisk. Vinden var en del kraftigere end hvad metrologerne på forhånd havde lovet så hele Møns sydlige kyst var lukket land, idet der på alle de pladser vi besøgte var ekstremt store mængder af drivende ålegræs i vandet. Eftersom den sydlige kyst ikke var til at fiske for ålegræs, besluttede vi os for at give pladserne på nordsiden et skud. Her var vandet helt klart, stillestående og uden så meget som en eneste krusning. Selvom forholdene ikke var optimale set med en havørredfiskers briller, besluttede vi os for at give en af pladserne en chance. Planen var, at gennemfiske forskellige spots og rev på et to kilometers stræk for derefter, at tage stilling til hvad der så skulle ske. Mens min makker startede fiskeriet på strækkets første rev fortsatte jeg ned langs kysten mod et område med dybe badekar tæt under land.

Efter en times uafbrudt maskinfiskeri ned langs kysten uden så meget som et eneste hug, begyndte tankerne at kredse om hvor fiskene skulle findes henne. Klintekysten var et godt bud, men eftersom min makker havde et dårligt ben blev den ide hurtigt slået hen. Vi havde stadig tre timer til det blev mørkt. På vej tilbage mod bilen og min makker skete der pludseligt noget for enden linen. En fin fisk tog fluen ikke mere end fem meter fra strandskyllet. Efter en kort fight, kunne jeg kane en flot og tyk havørred op på stranden. Fisken blev hurtigt aflivet og jeg fortsatte i et raskt tempo ned mod min makker som havde bevæget sig ned mod opgangen fra stranden.

På turen mod bilen blev min makker indvilliget i min plan for resten af dagen. Møn skulle skiftes ud med Falsters østkyst. Jeg havde et bestemt spot i tankerne. Dagen forinden havde der været godt med fisk på dette spot, men enorme mængder af ålegræs havde umuliggjort fiskeriet. Vinden var i løbet af dagen gået fra stik syd til syd vest. Med lidt held ville den ændrede vindretning trække ålegræsset til havs. Efter lidt overtalelse og løfter om fisk i rå mængder blev vi enige om, at give pladsen på Falster et forsøg.

Da vi ankom til Pladsen på Falster, var bølgerne stadig halvstore og min makker var ikke ligefrem begejstret for forholdene. Da der kun var lidt over en time til det blev mørkt var denne plads sidste skud i bøssen, så fiskes skulle der.

Ude på pladsen fiskede vi ned mod et område som ofte holder mange fisk. Der var stadig meget ålegræs i vandet, hvilket besværliggjorde fiskeriet. Allerede inden vi kom helt ned til hotspottet tog en fisk min Snurrebasse hårdt og kontant. Det var en mindre havørred lige omkring mål. Min Owner S-61 sad fint i saksen på fisken og den blev afkroget i vandet helt uden problemer. Allerede et par minutter senere var der igen bud efter Snurrebassen. Denne gang var det en let farvet havørred på 48 cm som lod sig overliste.

I løbet af de næste 40 minutter havde jeg yderligere fem fisk i nettet, hvoraf en helt blank havørred på 43 cm måtte lade livet. I samme periode lykkedes det min makker at lande fire havørreder som alle var lige omkring mål.

Selvom vi var meget plaget af ålegræs lykkedes det alligevel at fange 11 havørreder på lidt over en times fiskeri. Hvis vi dog bare var kørt til Falster et par timer tidligere.

Sommertorsk til Christian

Sommertorsk til Christian

Fredag d. 8. august havde min far og jeg taget min syvårige søn Christian med på Øresund.

Den første time brugte vi på at trolle og dørge efter makrel, men da der var meget ålegræs i vandet og huggene udeblev, besluttede vi os for at sejle over syd for Hven, for at se om vi ikke kunne overliste et par sommertorsk.

Der gik ikke længe før vi fandt fiskene og de første stegetorsk kom i båden. Fiskeriet var forrygende og det var ikke meget jeg fik fisket de næste par timer, i det jeg var fuldt beskæftiget med at hjælpe Christian med at afkroge fisk. Det var ren fornøjelse, at se og høre ham hver gang en torsk bed på kastepirken og han kæmpede for at få fisken til overfladen. Vi havde ca. 50 torsk oppe og vende og hjemtog 24 stk. Christian stod for dagens anden største torsk på lige godt tre kilo.

Sommerørred på L-rig

Sommerørred på L-rig

Selvom temperaturen lå tæt på 30 grader og sveden havlede af mig mens jeg pakkede waders og grej i bilen, så jeg virkelig frem til, at komme på kysten igen. De sidste par uger var brugt i familiens tegn og fiskeriet havde derfor stået på standby.

Dagens spot var mest af alt valgt ud fra, at jeg ikke orkede, at gå flere kilometer i sommervarmen. Det kan godt være, at åndbare waders langt fra er ligeså varme som neoprenwaders, men i næsten 30 graders varme bliver selv en kort gåtur hurtigt en svedig affæreJeg var på pladsen to timer inden solen gik ned og regnede derfor ikke med, at der ville ske det helt store den første times tid. Med sveden dryppende af ansigtet blev bombardaen hurtigt sat på linen og en almindelig kobberbasse bundet på en kraftig krog i str. 10 blev smidt for enden af forfanget. Min plan var, at jeg lige skulle ud i vandet for at blive afkølet inden jeg skiftede til en af mine nye rørfluer til L-rig.

Efter et kvarters fiskeri skete det utrolige, en stor fisk knaldede hårdt på kobberbassen i det jeg strammede linen op efter et kast. Fisken rullede rundt i overfladen ca. 80 meter ude, og ud fra skumsprøjt og hårde dybe dunk i stangen var der ingen tvivl om, at det var en 3+er jeg havde fat i. I løbet af et par minutter havde jeg fisken inde på tæt hold. Den begyndte igen at rulle det bedste den havde lært, og jeg fik endelig set hele fisken. Mens fisken stak af i et udløb skød jeg den til at veje omkring fire kilo.

Midt i udløbet blev min line slap. Væk var en rigtig god sommerfisk.

Når der er en er der flere. Bombardaen blev hurtigt kastet ud igen. Allerede efter et par kast var der bud igen. To hurtige dunk var alt hvad denne fisk ville inden den smuttede.

Solen stod stadig højt på himlen og selvom jeg stod i vand til livet var det varmt som en i helvede. Der var dog ingen udvej. Jeg blev nød til at gå på land og skifte kobberbassen ud med en rørflue og et L-rig. Inde på land faldt valget på en af mine nye rejefluer. Selvom det tager langt under fem minutter, at sætte fluen på forfanget, binde den lille ophængerknude og stopknuden af Power Gum følte jeg mig som strandet i Sahara.

Da solen nærmede sig horisonten skete det endelig. En fin fisk knaldede på fluen og fighten kunne begynde. Efter et par minutter kunne jeg nette en fin sommerørred lige over halvmeteren. Som altid når man fisker med L-rig sad den lille trekrog solidt plantet i munden på fisken.

Havde jeg dog bare fisket med L-rigget til at begynde med, ville der med rimelig sandsynlighed ligge en stor fed fire kilos havørred gemt under en klat kølig tang inde på stranden. Som man siger, af skade bliver man klog.

Kobberbassen som jeg fiskede med har faktisk været skyld i ikke så få mistede fisk. Den er bundet på en meget kraftig krog. Der er langt fra krogspids til enden af modhageren og kroggabet er ikke særlig bredt. Alt sammen faktorer som spiller en stor rolle i forhold til, at kroge en havørred.

I bogen Havørred – Refleksioner på kysten beskriver Jens Bursell meget detaljeret hvorfor man mister fisk og hvilke egenskaber en krog ikke skal have. Den krog kobberbassen var bundet på er, et skoleeksempel på hvordan en krog til havørredfiskeri ikke skal være.

Bornholmerpilen slog til

Bornholmerpilen slog til

Med et eksamensprojekt hængende over hovedet og en knap 14 uger gammel hundehvalp i hjemmet, er der ikke megen tid til fiskeri. Mellem læsning og hundepasning fik jeg d. 16. oktober mulighed for at smutte i halvanden time. Et kvarter i bil hver vej, 10 minutter til og fra vandet. 40 minutters fiskeri er trods alt bedre end, intet fiskeri. På grund af gårdagens kraftige pålandsvind, var vandet stadig grumset og fyldt med drivende ålegræs som besværliggjorde fiskeriet. Jeg har tidligere oplevet et godt fiskeri med store fisk på denne plads dagen efter en kraftig pålandsvind har lagt sig, så på trods af ålegræsset skulle der fiskes igennem i de 40 minutter jeg havde. Dagens gennemløber, var en blå 16 grams Bornholmerpil fra OGP rigget på et release takel. Jeg har sommeren og efteråret igennem fanget rigtig mange fisk på den blå Bornholmerpil så den skulle selvfølgelig have endnu en chance for at bevise sit vær. Efter at have kastet til nogle spændende strømskel ca. 60 meter ude, uden at mærke noget besluttede jeg mig for at affiske et strømskel som lå 20 – 30 meter fra mig. Allerede i andet kast på langs med strømskellet, faldt hugget. I det øjeblik fisken mærkede modstanden fra stang og hjul kvitterede den med et flot højt spring, før den hurtigt tog et udløb på små 30 meter. Det er faktisk utroligt, at en havørred kan tage et sådan udløb når man fisker med et bremsetryk på lige under et kilo. Efter udløbet valgte fisken, at stille sig dybt og dunke tungt med hovedet. Jeg var på nuværende tidspunkt ikke i tvivl om at det var en god fisk som var spændt for min ni fods Iron Feather. De to første gange jeg lagde pres på fisken gik den i overfladen, hvor den begyndte at rulle rundt. Når man tænker på krogholdet er det aldrig sjovt at se en stor havørred rulle rundt i overfladen som var det en krokodille, men der er nu alligevel noget fascinerende over en stor havørred som ruller rundt og samtidig pisker vandet til skum.

Der gik ikke længe efter fisken var færdig med at rulle før jeg havde den inde på tæt hold. Her stod fisken dybt og borede i et sidste desperat forsøg på at undslippe. Første gang jeg kunne mærke, at fiskens kræfter var ved at slippe op, tvang jeg den i overfladen, hvor jeg hurtigt fik nettet ind under den. Det lykkedes, at nette fisken i første forsøg og i takt med, at fisken gled ned i bunden af netposen forlod alle dystre tanker om mistede fisk mit hoved og blev erstattet af en enorm tilfredshed.

Inde på stranden kunne jeg hurtigt konstatere, at det var en fisk i mere end almindelig god kondition jeg havde fanget. Sjældent har jeg set så bred, tyk og kompakt en fisk. Normalt ville jeg skyde en fisk med denne længde til at veje 3,5 kg, men denne var så tyk og bred over ryggen, at jeg skød den til at veje mellem fire og fem kilo.

Med opbrugt fisketid og en god fisk i nettet, gik turen mod bilen hvor jeg forhåbentlig havde min vægt liggende. Oppe ved bilen blev tasken hurtigt gennemsøgt for fiskevægten. Den var der, nu skulle det vise sig om fisken vejede 3,5 kg som der var en nede ved vandet der skød den til eller om den vejede på den rigtige side af fire kg som jeg selv og to andre mente. Krogen fra vægten blev hurtigt sat fast under fiskens gæller og den blev løftet op. Vægten stoppede ved præcis 4,5 kg. Nu var det kun længden på fisken jeg manglede. Jeg skød den til at være omkring 65 cm. Da jeg kom hjem og fik fundet målbåndet frem stod det klart at fisken var 68 cm lang. Med en vægt på 4,5 kg og en længde på 68 cm havde fisken en konditionsfaktor på imponerende 1,43.

Dette må siges at være en god og godkendt fangst specielt når tidsfaktoren tages med i betragtning.

Årets første tur

Årets første tur

Efter en vinter med alt for meget i kalenderen, havde jeg endelig tid til en god lang tur på kysten efter årets første fisk. Udover at 2013 er startet koldt er 2013 også det første år i en meget lang række, hvor jeg ikke har landet så meget som en eneste fisk i løbet af årets første måneder. På nuværende tidspunkt plejer fangstjournalen at være spækket med fede overspringere fra fjord og åben kyst. På trods af nattens frost havde jeg rimelige forventninger til dagens fiskeri, da jeg skulle fiske med Jan Dehli. Jan plejer at have en rimelig god indvirkning på fiskeriet. Jeg har kun en gang tidligere været på kysten med Jan, hvor vi ikke fangede noget som helst. Denne tur var dog mere fototur end fisketur.

Klokken ca. ni satte vi kursen mod Isefjorden, med forhåbning om at isen havde brudt på nogle normalt gode vinterpladser. Første sted vi stoppede var der stadig en god bred bræmme af is som umuliggjorde fiskeri. Vi fortsatte hurtigt til næste spot. Her var isen næsten væk. Vi skulle kun gå gennem ca. 30 meter is før der var helt åbent vand. Vi gennemfiskede strækket en enkelt gang, uden at mærke så meget som et eneste lille nap. Da hverken Jan eller jeg troede på at der var fisk inde, skyndte vi os tilbage til bilen således at vi kunne prøve en anden plads.

Ved plads tre var der stadig fast is lige så langt man kunne se. Vi forlod hurtigt plads tre for, at finde åbent vand andetsteds. Eftersom dagens fiskeri foregik langt fra mit hjemvand var det Jan som var ”guide” og jeg var chauffør. Efter at have kørt rundt på forskellige landeveje og småveje kørte vi omsider ind på en lille p plads. Fra p pladsen kunne vi straks se at vandet var isfrit samt overfladen var riflet af små bølger.

Nede ved vandet voksede optimismen hurtigt, der var god strøm i vandet og hurtigt så vi tanglopper og enkelte tobis.

Jeg havde tidligere på dagen fået en lille håndfuld kobberbasser af Jan. I forhold til de kobberbasser som jeg selv havde med var Jans meget belastede. Inden vi begyndte at fiske på denne plads bandt jeg en af Jans kobberbasser for enden af forfanget.

Vi havde ikke fisket meget mere end 15 minutter før jeg mærkede noget hive i fluelinen. Min første tanke var tang. På trods af tanken om tang hev jeg resolut i linen og hævede stangen. Den var god nok, det var ikke tang, men derimod havørredens karakteristiske hovedrysten som forplantede sig ned gennem min stang. Efter en kort og udramatisk fight kunne jeg kane en blank og sølvglinsende havørred op på stranden. Det var langt fra noget kæmpe, men 45 cm kan også bringe et stort smil frem. Denne fisk betød at over tre måneders havørredtørke var brudt og året endelig var i gang. Eftersom Jan var forsvundet bag næste pynt, havde jeg dette glædens øjeblik helt for mig selv. Allerede inden jeg nåede ud i vandet igen kunne jeg se Jan, som var på vej tilbage mod mig. Han fortalte at de havde ringet fra Tempo Både for at fortælle at den nye motor allerede var monteret på fiskeklubbens båd. De ville gerne have at vi hentede den inden kl. 17:00. Dette gav os ca. halvanden times fiskeri, inden vi blev nød til, at køre mod Ishøj for at hente båden.

Efter at have snakket lidt med Jan om båden og ikke mindst min fisk, skulle strækket have en tur til. Jeg affiskede resten af strækket og havde en enkelt kontakt som ikke ville med ind, idet den smed flue efter en enkelt dunk. Midt på strækket lå der et mindre rev ca. 30 meter fra kysten. Jeg kunne se, at jeg fra dette rev kunne dække et område som virkede mere end bare lovende. Jeg begyndte systematisk af affiske området i vifteform og der skulle ikke mange kast til før der var et eller andet som havde besluttet sig for at min kobberbasse var mad. Modhug og op af vandet fløj en fin blank havørred. Jeg besluttede mig for at blive på revet og håndlande havørreden. Da jeg fik fisken ind på de 30 cm vand som dækkede revet, leverede den nogle superflotte spring. Fisken blev håndlandet uden de store problemer. Den havde samme størrelse som den første jeg fangede. Jeg skyndte mig at gokke fisken, så fiskeriet kunne genoptages. Det kunne jo være at der var flere blanke i området.

På vej tilbage til bilen kunne jeg gøre status over dagens begivenheder. Ikke kun havde jeg fanget to gode spisefisk, men jeg havde samtidig fanget mere end Jan i det, han trak en nul bon. Ikke at jeg normalt går op i konkurrencer, men at slå Jan Dehli og så oven i købet med en af hans fluer for enden af forfanget er ikke hverdagskost.

Guidet tur i Isefjorden

Guidet tur i Isefjorden

Klokken 7.30 drejer den lille sølvgrå bil ind på parkeringspladsen. Solen har så småt fået fat og skinner over det næsten blikstille vand i fjorden. I bilen sidder en fyr, der må være Tue Blaxekjær.

Den næsten meditative ro blander sig med spændingen og udsigten til at skulle fluefiske de næste timer i bunden af Isefjorden i selskab med Tue Blaxekær. Jeg har aldrig mødt ham før nu, og mødet med Tue burde i virkeligheden dårligt nok kunne lade sig gøre.

Normalt er gode fiskespots blandt de sidste ting, en sportsfisker deler med en fremmed. Men da jeg efter endnu en nultur ved kysten en aften sad og ledte på Google efter gode pladser, fandt jeg pludselig et helt skatkammer fyldt med hundredvis af udvalgte steder over det meste af Danmark.
De værdifulde krydser – eller rettere fiske-symboler – fandt jeg her på ifish.dk. Glæden og overvældelsen var så stor, at jeg sendte et par linjer til Tue med tak fra en kystfisker, som på cirka 25 ture kun havde fanget to undermålere. Kort efter fik jeg en mail med tilbuddet om at få en guidet tur. Et tilbud, jeg naturligvis ikke kunne sige nej til.

Vinden lader endnu vente på sig, da vi tager de første skridt i det lave vand. Mens vi går af sted fortæller Tue, at vi burde kunne nå at fiske den første plads af inden vi for alvor kommer til at mærke blæsten imod os. Et par gange mens vi går vender Tue sig om, for at se hvor langt vi er nået. Da vi er kommet på den rigtige side af fredningsgrænsen, trækker vi line af hjulene og lægger de første meter line ud i vandet. Jeg er bestemt ikke nogen stor fisker, hvilket de mange resultatløse ture til kysten bekræfter. Og jeg har endnu ikke fisket så mange timer med flue, at jeg føler mig i ét med den otte fod lange fluekæp. Netop derfor er det behageligt, at Tue er stille og rolig – så slipper jeg et opbygget forventningspres om gode, delikate kast, jeg alligevel ikke kan indfri. I stedet kan jeg koncentrere mig om fiskeriet og nyde den stille morgen. Han giver et par små, grundlæggende tips til fiskeriet, inden vi bevæger os ned over det første fiskestræk.

Vi mærker og ser ikke noget. Ikke før, vi er stort set færdige med strækket. Så vinker Tue mig hen til sig. Han har mærket en fisk, og vi fisker begge i nærheden af stedet, hvor han mærkede nappet. Vi fisker det meste af ti minutter, men mærker ikke mere.

Vinden har så småt taget til, men inden den bliver et problem, viser Tue vej til næste plads. I virkeligheden vil det være fint at fortsætte fiskeriet i den skrå modvind, fordi den ofte driver fiskene med sig, fortæller han. Men vi fortsætter alligevel videre til næste plads for ikke at komplicere tingene mere end højst nødvendigt for mig. Det er vigtigt, at det er afslappende og sjovt, når vi fisker, siger Tue.

Den næste plads ligger i læ, så vi stort set ikke mærker vinden. Mens vi går, taler vi om vores sønner, der begge kan lide at fiske og de gode oplevelser en fisketur med far og søn giver. Ved det stille vand, lærer jeg en nemmere version af Rapala-knuden, ligesom et enkelt tip fremover vil forlænge livet på mit forfang.

Vi har ikke lagt mange kast ud på det lave vand, inden jeg mærker et lille nap for enden af linen. Jeg er ikke overbevist om, at det virkelig er en fisk, der har haft fat. Men da rejefluen kommer til syne, og der ikke hænger ålegræs på, stiger optimismen, og jeg lægger et kast ud samme sted. Efter få tag i linen er der ikke noget at være i tvivl om. Det giver et lille ryk i stang og line, og den efterfølgende sitren bekræfter, at der nu er fast fisk. Fisken svømmer imod mig, så jeg trækker linen ind i hurtige tag for at holde den stram. Men fisken er for hurtig, og jeg bryder den grundlæggende regel om altid at holde ’tight line’. Det føles som om, at fisken er væk igen. Men da jeg igen får strammet op og kontakt til fluen, kan jeg mærke, at fisken stadig er på. Efter et par hurtige tag kan jeg se den blanke havørred lige under overfladen. Det lykkes mig at få den helt ind, og jeg tager fat i den nederste del af forfanget for at se nærmere på fisken. Men 20 centimeter fra mig hopper den af og forsvinder i vandet. Havde jeg bare haft fangstnettet med, var det aldrig sket. Tue kan dog trøste mig med, at det tæller som en fangst, fordi jeg har rørt ved forfanget mens fisken var på. Desuden var det en fin fisk, men den manglede de sidste centimeter for at holdet målet. Så den skulle have været udsat igen under alle omstændigheder.

Det viser sig, at det bliver den eneste fisk den dag. Men da vi efter knap seks timer vender tilbage til parkeringspladsen har jeg fået mod på flere ture. Det er der sådan set ikke noget nyt i – det har jeg haft hver gang, jeg er taget hjem fra en kysttur. Men denne gang tror jeg rent faktisk på, at jeg kan få fisk med hjem, næste gang jeg tager af sted.

Havørred fra Stevns

Havørred fra Stevns

Efter et par dage med hård østenvind og nedbør i store mængder, så dagens vejr ud til, at være Stevns vejr. Vinden var gået i sydvest med vekslende skydække. Jeg har ofte fanget godt med fisk på Stevns efter et vejrskifte, så det var med store forventninger, at bilen blev pakket og kursen sat sydover.

Bøgeskoven
Første plads, som skulle have et skud maskinfiskeri, var Bøgeskoven. Allerede da jeg ankom afslørede en fem til seks biler, at jeg ikke var den eneste, som havde en ide om, at strækket måske kunne holde på et par fisk. Jeg brugte en times tid på strækket, hvor jeg hverken så eller mærkede noget. På afstand kunne jeg iagttage de fiskere, hvis biler jeg var stødt på tidligere. Så vidt jeg kunne se, fangede de heller ikke noget. I stedet for at følge i deres fodspor og allerede gennemfisket vand, besluttede jeg mig for at prøve en anden plads.

Holtug og Mandehoved
Med vind og vejr i betragtning faldt valget på Holtug. Hvis jeg var lidt heldig, kunne jeg have pladsen eller i hvert fald en store del af den for mig selv. På P pladsen ved det gamle kalkbrud holdt der kun en enkelt bil. På vej mod kysten håbede jeg på, at personen i bilen stod på revet lige til venstre for nedgangen. Hvis det var tilfældet ville jeg have hele strækket ud til og forbi Mandehoved helt for mig selv. Ganske som jeg gik og håbede på, stod der en og fiskede på revet.
Nede ved vandet kunne jeg konstanterne, at forholdene var tæt på optimale. Selv på lang afstand kunne jeg se, at vandet ude ved Mandehoved virkede en smule mere oprørt end inde i bugten. Mens jeg gik ud mod Mandehoved, affiskede jeg alle mine sædvanlige spots på strækket. Jeg hverken så eller mærkede det mindste. Desto tættere jeg kom på selve Mandehoved, jo mere steg min moral og tro på at fiskene nok skulle være der. Bølgerne kom fint rullende ind fra syd og sigtbarheden i det ellers krystalklare vand var lettere nedsat.

Jeg brugte en times tid på at affiske området omkring Mandehoved, inden turen gik mod det nye kalkværk. Vandet på denne del af strækket lugtede langt væk af havørred, så der blev fisket igennem. På trods af en ihærdig indsats var der ikke så meget som skyggen af fisk. Da klokken nærmede sig 12 besluttede jeg mig for, at det var tid til at vende næsen den anden vej igen. På tilbagevejen var der et par spots, som lige skulle have et forsøg mere.

Sidste chance for havørred
Jeg får fisket mig frem til et at dagens sidste spots og er så småt ved at miste troen på at, der på trods af forholdene, er fisk inde under land. Lige med et bryder solen gennem skyerne, hvilket giver mig mulighed for, at se hvordan tangbælterne er placeret. Jeg lægger et langt kast ud, således at det først affisker det store mørke område, for derefter at følge en markant overgang mellem mørkt og lyst næsten helt ind. Da snurrebassen rammer kanten mellem det lyse og mørke område ca. 50 meter ude falder hugget. Havørreden starter med at tage et udløb på 10 til 15 meter. Det er tydeligt at mærke, at dette er en fisk et godt stykke over mål. Jeg får hurtigt kontrol over fisken og skyder den til at veje omkring de to kilo. Havørreden følger pænt med ind, kun afbrudt at små hidsige udløb efterfulgt af hovedrysten. Efter en kort fight på små tre minutter, netter jeg havørreden i første forsøg. Havørreden er en lettere farvet hanfisk med begyndende kæbekrog.
Jeg ville gerne have genudsat fisken, men den blødte kraftigt fra gællerne i den ene side. Enkeltkrogen sad også helt nede i svælget på fisken. Efter endt fotosession blev fisken målt og vejet. 55 cm og 2 kg rent.

På turen tilbage mod bilen gik tankerne på, hvorfor der ikke var flere fisk på trods af forholdene samt at flid, ihærdighed og systematisk gennemfiskning betaler sig.

Blæst, børn og chokoladekiks

Blæst, børn og chokoladekiks

Da familieferie og kystfiskeri ikke altid harmonerer, endte min bror, vores to små drenge og jeg i putten. Vi var i sommerhus tæt på Marielyst, så valget faldt selvfølgelig på Lyns fiskesø. Velankommet til søen med grej, fisketasker, madpakke og chokoladekiks til de to små, søgte vi hurtigt over mod læsiden af søen, da 15 sekund meter lige i hovedet ikke gør det nemmere at styre min brors knægt på 2½ år.

Vi fandt et bord med bænke, hvor en vold og et par træer skærmede godt for vinden, og besluttede at “campere” der. Ungerne fik et par chokoladekiks, som forhåbentligt ville holde længe nok til, at vi kunne få rigget til. Allerede inden chokoladekiksene var spist og vi havde fået rigget til, fandt ungerne ud af at min linekurv var mere end ideel til at lave mudder i.  Jeg var ikke meget for at lade dem bruge den til mudderfremstilling, men man strækker sig langt for at få tid til bare et par kast uden afbrydelser.

Fast fisk på forsølvet Snurrebasse

Der gik højst et kvarter, før min bror havde fast fisk på snurrebassen. Det var en hidsig lille bandit, som gav brormand luftakrobatik for alle pengene, selv de to små syntes godt om fiskens spring. Der gik ikke mange minutter efter fiskeriet igen var genoptaget, før min bror igen havde fast fisk. Denne var en smule større end den første. Efter en relativ rolig fight med få flotte spring, ville jeg håndlande fisken med det resultat, at krogholdet røg. På trods af at det “kun” var en putfisk som smuttede, skulle jeg have en svada over mine elendige evner ud i håndlandingens kunst.

Forløsningen

Næsten 2 -0 til brormand og presset på mine skuldre voksede. Hvis ikke der snart skete noget, ville jeg tabe vores lille interne fiskedyst. Jeg havde efterhånden luret, hvor de forskellige render og skrænter befandt sig, i det område som vi fiskede i. Jeg kastede den forsølvede snurrebasse ud langs en af skrænterne og fiskede den langsomt og dybt. Da snurrebassen var ca. 10 meter fra mig, mærkede jeg et lille puf. Spinstop efterfulgt af 3 hurtige omdrejninger på hjulet. Jeg kunne svagt se den forsølvede snurrebasse stige mod overfladen, da en stor skygge kom nedefra og smækkede kæberne sammen om den i en voldsom bevægelse. Selvom min bremse stod med et tryk på ca. 1,1 kg. kvitterede fisken med et udløb på små 10 meter. Fisken hverken sprang eller dykkede, men holdt sig tæt på overfladen og havde indtil flere gange store dele af kroppen fri af vandet, grundet det pres som jeg lagde på den. Allerede efter et par minutter kunne jeg kane fisken på land. 5,3 kg og 70 cm. Min dag var reddet, da brormand skulle være mere end heldig for at slå denne fisk.