Min otteårige søn er sammen med et par kammerater begyndt at cykle over til nogle små søer for at fiske. Som far og inkarneret lystfisker syntes jeg, at det er rigtig godt, at knægten selv er begyndt at tage med kammeraterne på fisketur. Selvom jeg har haft drengene med på tur mange gange og derigennem prøvet at få dem til at fiske med flåd og orm, er det ikke lykkedes. De vil fiske med spinner eller wobler da det er søens gedder de er ude efter. Min søn og hans kammerater siger, at det er kedeligt at fiske med flåd og, at skaller ikke spræller nok. Jeg har respekt for deres gåpåmod hvad spinnefiskeriet angår idet, de på trods af udelukkende nulture klør på i jagten på gedden.

Indtil i dag har deres største fangst bestået af to store ferskvandsmuslinger og jeg regnede da også med, at fangsten som min søn ville berette om da han ringede lå i samme kategori.

”Far jeg har fanget en lille gedde, og vil du ikke nok komme og pille den af krogen for mig” var det første knægten sagde da jeg tog min telefon. Mens jeg fandt bilnøgler og Peang fik jeg fortalt knægten, at det var godt at han havde fanget en lille gedde og, at han skulle sørge for at holde den nede i vandet indtil jeg kom.

Søen ligger 500 meter fra hvor vi bor, så jeg var fremme et par minutter efter han havde ringet. Det var en pavestolt dreng som spurgte om han skulle hive fisken op af vandet. Inden krogen blev fjernet var der lige tid til et hurtigt billede.

Under genudsætningen viste jeg drengene hvordan man holder og ilter en gedde ved at køre den frem og tilbage i vandet. Efter 30 sekunder havde fisken fået så megen energi at den slog med halen og svømmede væk.

Jeg er sikker på at drengene er at finde ved søen i morgen efter skole.