Klokken 7.30 drejer den lille sølvgrå bil ind på parkeringspladsen. Solen har så småt fået fat og skinner over det næsten blikstille vand i fjorden. I bilen sidder en fyr, der må være Tue Blaxekjær.

Den næsten meditative ro blander sig med spændingen og udsigten til at skulle fluefiske de næste timer i bunden af Isefjorden i selskab med Tue Blaxekær. Jeg har aldrig mødt ham før nu, og mødet med Tue burde i virkeligheden dårligt nok kunne lade sig gøre.

Normalt er gode fiskespots blandt de sidste ting, en sportsfisker deler med en fremmed. Men da jeg efter endnu en nultur ved kysten en aften sad og ledte på Google efter gode pladser, fandt jeg pludselig et helt skatkammer fyldt med hundredvis af udvalgte steder over det meste af Danmark.
De værdifulde krydser – eller rettere fiske-symboler – fandt jeg her på ifish.dk. Glæden og overvældelsen var så stor, at jeg sendte et par linjer til Tue med tak fra en kystfisker, som på cirka 25 ture kun havde fanget to undermålere. Kort efter fik jeg en mail med tilbuddet om at få en guidet tur. Et tilbud, jeg naturligvis ikke kunne sige nej til.

Vinden lader endnu vente på sig, da vi tager de første skridt i det lave vand. Mens vi går af sted fortæller Tue, at vi burde kunne nå at fiske den første plads af inden vi for alvor kommer til at mærke blæsten imod os. Et par gange mens vi går vender Tue sig om, for at se hvor langt vi er nået. Da vi er kommet på den rigtige side af fredningsgrænsen, trækker vi line af hjulene og lægger de første meter line ud i vandet. Jeg er bestemt ikke nogen stor fisker, hvilket de mange resultatløse ture til kysten bekræfter. Og jeg har endnu ikke fisket så mange timer med flue, at jeg føler mig i ét med den otte fod lange fluekæp. Netop derfor er det behageligt, at Tue er stille og rolig – så slipper jeg et opbygget forventningspres om gode, delikate kast, jeg alligevel ikke kan indfri. I stedet kan jeg koncentrere mig om fiskeriet og nyde den stille morgen. Han giver et par små, grundlæggende tips til fiskeriet, inden vi bevæger os ned over det første fiskestræk.

Vi mærker og ser ikke noget. Ikke før, vi er stort set færdige med strækket. Så vinker Tue mig hen til sig. Han har mærket en fisk, og vi fisker begge i nærheden af stedet, hvor han mærkede nappet. Vi fisker det meste af ti minutter, men mærker ikke mere.

Vinden har så småt taget til, men inden den bliver et problem, viser Tue vej til næste plads. I virkeligheden vil det være fint at fortsætte fiskeriet i den skrå modvind, fordi den ofte driver fiskene med sig, fortæller han. Men vi fortsætter alligevel videre til næste plads for ikke at komplicere tingene mere end højst nødvendigt for mig. Det er vigtigt, at det er afslappende og sjovt, når vi fisker, siger Tue.

Den næste plads ligger i læ, så vi stort set ikke mærker vinden. Mens vi går, taler vi om vores sønner, der begge kan lide at fiske og de gode oplevelser en fisketur med far og søn giver. Ved det stille vand, lærer jeg en nemmere version af Rapala-knuden, ligesom et enkelt tip fremover vil forlænge livet på mit forfang.

Vi har ikke lagt mange kast ud på det lave vand, inden jeg mærker et lille nap for enden af linen. Jeg er ikke overbevist om, at det virkelig er en fisk, der har haft fat. Men da rejefluen kommer til syne, og der ikke hænger ålegræs på, stiger optimismen, og jeg lægger et kast ud samme sted. Efter få tag i linen er der ikke noget at være i tvivl om. Det giver et lille ryk i stang og line, og den efterfølgende sitren bekræfter, at der nu er fast fisk. Fisken svømmer imod mig, så jeg trækker linen ind i hurtige tag for at holde den stram. Men fisken er for hurtig, og jeg bryder den grundlæggende regel om altid at holde ’tight line’. Det føles som om, at fisken er væk igen. Men da jeg igen får strammet op og kontakt til fluen, kan jeg mærke, at fisken stadig er på. Efter et par hurtige tag kan jeg se den blanke havørred lige under overfladen. Det lykkes mig at få den helt ind, og jeg tager fat i den nederste del af forfanget for at se nærmere på fisken. Men 20 centimeter fra mig hopper den af og forsvinder i vandet. Havde jeg bare haft fangstnettet med, var det aldrig sket. Tue kan dog trøste mig med, at det tæller som en fangst, fordi jeg har rørt ved forfanget mens fisken var på. Desuden var det en fin fisk, men den manglede de sidste centimeter for at holdet målet. Så den skulle have været udsat igen under alle omstændigheder.

Det viser sig, at det bliver den eneste fisk den dag. Men da vi efter knap seks timer vender tilbage til parkeringspladsen har jeg fået mod på flere ture. Det er der sådan set ikke noget nyt i – det har jeg haft hver gang, jeg er taget hjem fra en kysttur. Men denne gang tror jeg rent faktisk på, at jeg kan få fisk med hjem, næste gang jeg tager af sted.