Fredag d. 8. august havde min far og jeg taget min syvårige søn Christian med på Øresund.

Den første time brugte vi på at trolle og dørge efter makrel, men da der var meget ålegræs i vandet og huggene udeblev, besluttede vi os for at sejle over syd for Hven, for at se om vi ikke kunne overliste et par sommertorsk.

Der gik ikke længe før vi fandt fiskene og de første stegetorsk kom i båden. Fiskeriet var forrygende og det var ikke meget jeg fik fisket de næste par timer, i det jeg var fuldt beskæftiget med at hjælpe Christian med at afkroge fisk. Det var ren fornøjelse, at se og høre ham hver gang en torsk bed på kastepirken og han kæmpede for at få fisken til overfladen. Vi havde ca. 50 torsk oppe og vende og hjemtog 24 stk. Christian stod for dagens anden største torsk på lige godt tre kilo.